Har længe haft lyst til at skrive om min "karriere", men modet svigter hele tiden. har nu læst hos nogle af jer andre i længere tid og tænker, at i godt kan forstå, så jeg håber, at jeg kan skrive så det forståes.
I oktober sidste år blev jeg førtidspensionist efter 4 år som sygemeldt, fleksjob godkendt osv. For nu ca 4.5 år siden blev jeg sygemeldt og har ikke været i gang siden. Jeg kan i dag sige, at jeg har det bedre end jeg nogensinde før har haft det, så langt tilbage som jeg overhovedet kan huske. Jeg har altid fået at vide, at det jeg gjorde var forkert eller ikke godt nok, så jeg prøvede altid at blive mere og mere perfekt, set udfra hvordan jeg troede jeg sku være, udfra mine forældres og andres respons. Jeg har altid følt mig forkert og ikke god nok, set ud fra det jeg fik at vide fra min omverden. Det er rigtig svært at forklare præcis hvordan det var, men det var ufatteligt hårdt og umuligt at opnå en positiv respons nogen steder fra. Alt dette gav mig bl.a. en usikkerhed, som gjorde at jeg ikke vidste hvordan jeg skal agere i det hele taget. Altså fordi jeg så gerne ville gøre det godt set med andres øjne, at jeg slet ikke ku gøre mange ting og udviklede bl.a. OCD.
Mit hoved kører rundt nu, for synes ikke jeg forklarer alt. Men noget blir forhåbentligt til at forstå.
Så for godt 4 år siden brændte alt sammen for mig. Det at jeg ikke længere ku sove, når behovet var der, og jeg hele tiden sku leve op til de forventninger, jeg var blevet vænnet til at jeg sku opfylde for andres skyld, bare for ar få mindre kritik. Gjorde at jeg simpelthen ikke kunne mere, og havnede i en ordentlig depression. Blev senerem indlagt et par gange, og det er det bedste der nogensinde er sket for mig, for det gav den rigtige hjælp til mig, og jeg har stadig psykolog, som vi ikke selv skal betale, for så længe ku vores økonomi ikke holde til.
Undervejs har det vigtigste for mig hele tiden været, at vores børn ikke skal gå konstant med sådan en f'ølelse indeni som jeg gjorde. Og det fylder mig med en stor glæde at alle der har med vores børn at gøre, siger at jeg altid har formået at give vores piger den bedste barndom de kan få, trods mine egne odds. Det gør mig lykkelig indeni, at de ikke ska opleve at ha det sådan.
Scrap har været og er stadig en utrolig vigtig del af mit liv, og jeg er især taknemmelig for de mennesker jeg har mødt igennem denne verden. de har for første gang vist mig, hva ægte venskab og veninder vil sige. Selv efter jeg blev voksen har jeg flere gange oplevet at blive røvrendt, (bryder mig ikke om det ord, men ku ikke lige komme i tanke om andre) af en jeg troede var en veninde. Men gennem scrap har jeg fået et par veninder og igennem denne blog verden mødt jer, der skriver her, med kommentarer, som varmer ufattelig meget.
Da vi fik vores ældste datter Lærke for næsten 9 år siden, startede min drøm om at lave barnets bog som en scrapbog. Jeg købte mappe og materialer, fremkaldte billeder, har altid fotograferet meget. Men jeg kunne ikke lave det, sad i timer og dage og kunne ikke engang klippe eller skære i et foto, for tænk nu, hvis det ikke var godt nok. Alt det der fyldte indeni viste sig f.eks. her og jeg kunne ikke. Så for godt to år siden kom jeg med i en lokal scrap gruppe, min første ud i verden ting efter depression, svært men jeg tvang mig selv til at gå, og heldigvis for det, for scrap blev for mig en god terapi. Før jul blev jeg færdig med første omgang til begge pigerne og der står nu to album til hver har i vores stue, som jeg nyder at kigge på hver dag.
En måde at forklare bare lidt af min psykiske forbedring på er følgende: Før brugte jeg vildt mange timer på at skrive meget lidt tekst ud på pc, for jeg ku ikke selv skrive det, det var ikke godt nok. Kom der en plet på udskriften eller kom jeg til at skære det skævt ud, selvfølgelig efter jeg havde målt ud, måtte der printes en ommer ud. Sådan ku det gå mange gange. I dag nyder jeg at skrive direkte på siden eller på tags eller lignende i hånden og nyder at det er min egen håndkrift, teksten til mine dejlige piger bliver skrevet med.
Jeg ved ikke om det lyder åndsvagt, men det er en ting, som kan forklares ud af alt det der ikke er så nemt at forklare. Men meget har siddet fast efter års indprenten fra andre, og har været utroligt hårdt at turde trodse. I dag har jeg den mest fantastiske følelse indeni over pigernes albums, for jeg er meget tilfreds med, hvad jeg har lavet. Og det troede jeg aldrig ville lykkes.
Jeg kan forklare mere og mere, og spørg endelig.
Selvom der indimellem kommer svære tider nu, er det ikke i nærheden af hvad det har været, og jeg føler mig helt sikker på, at jeg aldrig kommer så langt ned igen. Netop fordi jeg har fået det så meget bedre indeni. Nu øver jeg i at lære at acceptere de ting fra min fortid, som jeg ville ønske havde været anderledes, og jeg desværre ikke selv kan ændre på, hvordan det var.
Her et foto af pigernes album, som jeg før fortalte om, det er for og bagside. De blomstrede bagsider er lavet af små rester. jeg kan godt lide, at det kan blive så flot, af små rester, som tit blir smidt ud.
God uge til jer
